NATURBRUGET TRANUM

Naturbruget Tranum er et selvstændigt landbrug som dyrker økologiske grøntsager, frugt, bær og blomster. Gården ligger meget naturskønt på kanten af Fosdalen mellem hav og fjord og drives af Pia og Flemming.  

Bæredygtighed er en naturlig del af hverdagen hos Naturbruget Tranum. Derfor økologi, men også i forhold til at mindske madspild. Naboens køer nyder derfor ofte godt af naturbrugets frasorterede grøntsager.    

Hotellet nyder i særlig grad godt af Pia og Flemmings mange forskellige grønne salattyper og spiselige blomster som ofte indgår i hotellets grønne tilbehør om sommeren. Året rundt dyrker leverer Naturbruget Tranum økologiske grøntsager af høj kvalitet. Tit og ofte lidt anderledes grøntsagssorter som kan noget særligt i forhold til smag, holdbarhed, farve og tekstur.  

Det skaber altid glæde i hotelkøkkenet når Pia lægger vejen forbi og præsenterer sprøde nyheder fra marken.   

Et godt tip! Naturbruget Tranums vejbod er meget populær blandt lokale og turister. Læg vejen forbi, hvis du er på jagt efter lokal, økologisk grønt til din aftensmad.   

AURION

Aurion har siden 1984 produceret og fremstillet økologiske og biodynamiske mel og korn produkter af høj kvalitet.  

Kærligheden til de gode råvarer, høj ernæringsmæssig og smagsmæssig kvalitet, nytænkning og balance mellem natur og menneske er Aurions DNA.  

Kornet er stenformalet på østrigske stenkværne og behandlingen af kornet er meget nænsom. Det synes vi at man både kan se og smage. 

Vi bruger rigtig meget af Aurions økologiske Ølandshvedemel. Vi kan godt lide at ”nørde” med dej og vi er meget glade for vores surdej som vi har navngivet ”Ida-Sophie” efter hotellets formand og en dygtig bager hos Meyers Madhus, der introducerede os til at håndværket omkring langtidshævning og surdej. 

Vores Ølandshvedeboller eller -brød serveres ofte med vores hjemmekærnede smør – blandt andet til tapas. Du er velkommen til at få en portion af vores surdej. Kig forbi og få en snak om brød, mel og bagning. Vi deler gerne ud af vores erfaringer og vil gerne høre om gode tips og tricks fra andre brød-entusiaster. 

SØNDERHAVEN GÅRDMEJERI

Sønderhaven Gårdmejeri er bygget på visionen om at producere autentiske fødevarer uden tilsætninger. Sønderhaven producerer oste som man gjorde i gamle dage. Ikke af nostalgiske hensyn, men pga. smagen. Mælken stammer fra egne dyr og ostene håndvendes.   

Som de selv skriver på mejeriets hjemmeside: ”Dyrene bliver behandlet ordentligt. Vi snakker med dem hver dag…Der skal være en god og varm stemning i stalden; for dyr og menneskers skyld, men også for smagens (skyld)”. 

I hotellets køkken er vi særligt glade for at bruge Rød Sol. Der er en rødkitost, inspireret af Port Salut. Efter osten er kommet op af saltlagen, kommer den på modningslager. Mens den er der, bliver den vendt i mjød for at give osten sit eget præg i smagen.  

Derudover bruger vi også Sønderhavens Commendaten ost – en meget smagfuld fast ost som vi blandt andet bruger når vi har Skovsgård burger på menuen. Vi bruger karakterfulde ost til at lave vores oste-chips som giver kant til mange af vores måltidssalater om sommeren. 

ROSENBECK FRILANDSKØD

Vi har et rigtig godt samarbejde med Rosenbeck Frilandskød, der har til huse på en mindre gård i Vendsyssel, nær Dronninglund. Her er dyrenes velfærd i højsædet og de får lov til at leve frit med masser af omsorg og menneskelig kontakt.  

Peter Rosenbeck er uddannet slagter og har på gården en slagterbutik, hvor der med stor faglighed fremstilles skønne pølser, røgvarer og pålæg. 

Når vi har gris eller okse på menuen, så kommer kødet næsten altid fra Rosenbeck. Al vores pålæg kommer samme sted fra og de skønne spegeskinker som er med på vores tapas-menu er ligeledes fra Rosenbeck.  

   

RÅD & DÅD

Råd & Dåd er en socialøkonomisk virksomhed lige som Skovsgård Hotel. Vi køber økologiske grøntsager fra deres gartneri – et gartneri smukt placeret med udsigt over Limfjorden kun fem kilometer fra hotellet.  

Grøntsagerne fra Råd & Dåd dyrkes af med faglig stolthed og stor respekt for den økologiske tanke af mennesker, der ikke trives i det traditionelle uddannelsessystem eller på det traditionelle arbejdsmarked. 

Fra Råd & Dåd anvender vi især deres grove grøntsager. Gulerødderne er særlig værdsat og den sprøde, orange rod indgår ofte i hotellets skolemadsmenu. 

CHENILLEN

Chenillen er en socialøkonomisk virksomhed ligesom Skovsgård Hotel. Fra Chenillen kommer den fineste æblemost som vi bruger til vores brunch, granité og til at give ekstra smag til vores stegeretter.  

Mosten smager skønt og vi synes det er fedt at æblerne er plukket og produceret lokalt – samtidig med at produktionen skaber arbejdspladser til mennesker udenfor det traditionelle arbejdsmarked til stor gavn og værdi for de ansatte og resten af (lokal)samfundet.  

VINSLOTTET

Vores hjerte banker især for vinene fra vingården ”Herencia Altes” fra området Terra Alta tæt ved Barcelona, de er meget populære hos vores gæster. Vinene er produceret i højden på meget gamle vinstokke. De giver ikke stort afkast, men de dybe rødder, det tørre klima og højden sikrer en fremragende smag til vinen. De næsten 100 år gamle vinstokke sikrer en perfekt balance mellem frugt og friskhed.  ”Herencia” betyder  ”Arv” og  ”Altes” betyder ”højde”.  

Ægteparret Rafael og Nuria er den unge generation og samtidig 7. generation af familien, der driver vingården. De eksperimenterer med naturvin, gravitationskraft,  biodynamik og bio-insektbekæmpelse. 

Vil du se mere om ”Herencia Altes”, så drøm dig hen til varme himmelstrøg via denne fantastiske film som fortæller om området og Rafael og Nurias bæredygtige vinfremstilling.

THISE MEJERI

Når vi ikke laver vores eget hjemmekærnede smør, så bruger vi økologisk smør fra Thise. Vi elsker lyden af smør på en varm stegepande. Smør gør noget særligt ved smagen – ikke mindst til vores smørstegte fisk som vi bruger til vores populære stjerneskud.   

Thise Mejeri er et uafhængigt andelsmejeri ejet af økologiske landmænd for hvem ønsket om uafhængighed af de store selskaber udgør mejeriets ideologiske fundament. Mejeriprodukterne fra Thise Mejeri er økologiske, og mælken er skånsomt behandlet gennem hele fødekæden fra jord til bord.  

Vi bruger primært mælk fra Thise og vi synes godt om deres nysgerrige eksperimenter med forskellige typer af mælk – f.eks. deres ”Græsmælk” og ”Urmælk”.  

   

VESTERHAVS FISK

Vesterhavsfisk leverer friske fisk fra fiskeriauktionen i Hanstholm til hotellets køkken. Indehaver Michael Christophersen er lokal ildsjæl og mangeårig ven af Skovsgård Hotel. Vi samarbejder med Michael fordi vi er sikker på frisk fisk hver gang.  

Særligt den færøske laks er populær. Hotellet eget mikrorøgeri tilbyder koldrøget, varmrøget og gravad laks. Den varmrøget laks spiller en vigtig rolle i hotellets efterspurgte tapasanretninger og vores gravad laks er særlig populær ved juletid, hvor den farvestrålende spise indgår i hotellets grønne julemenu. 

BUGTENS BRYGHUS

Vores lokale øl kommer fra andelsselskabet Bugtens Bryghus i Attrup, hvor Skovsgård Hotel er andelshaver.

Det er et godt håndlaget øl, af gode råvarer som brygmester Allan brygger.  Vi har et tæt samarbejde med Bugtens Bryghus. Et godt eksempen på dette er, at i vores knækbrød er der mæsk fra bryggeriet, samt øllet Overskudsøl, hvor en del af malten byttes ud med rester af vore af ølandshvede brød. Det er bæredygtighed på Skovgårsk

TRANUM MØLLE DESTILLERI

Vi er begejstret for den lokale gin fra Tranum som finder vej til mange drinks-glas til hotellets koncerter. Destilleriet i Tranum er bogstavelig talt bygget ovenpå fundamentet til den gamle mølle. Ulrik og Hanne Schade fremstiller skønne gins og god akvavit.  ”London Dry Gin Trinity” er en af favoritterne på hotellet – en ukompliceret og solid gin med høj alkohol procent og få, men tydelige smagsnoter fra ”den hellige treenighed” i ginens verden: koriander, kvanrod og selvfølgelig masser af enebær.  

ROKKEDAHL

Rokkedahl er familieejet og ligger i Nordjylland. Har siden 1963 opdrættet kyllinger med fokus på dyrevelfærd og høj kødkvalitet. I dag er det tredje generation af familien Rokkedahl, der driver landbruget i landsbyen Kølby mellem Nibe og Løgstør. 

Vi vælger kyllinger fra Rokkedahl fordi vi synes at dyr skal have det godt og fordi smagen skal være i orden. Mød familien bag Rokkedahl og deres kyllinger på deres hjemmeside.

I køkkenet på hotellet bruger vi meget gerne kylling. F.eks. helstegt kylling med kartofler, skysauce og agurkesalat eller confiterede kyllingelår som vi ofte bruger til vores salater og tapas. 

LOKALE ILDSJÆLE

I Attrup bor en rigtig god ven af huset, Per Iversen. I Pers have gror de fineste blomster som Per velvilligt kører til hotellet, hvor de pynter smukt i buketter. Pers have gemmer også på de skønneste jordbær og dem er vi heldige at lov til at købe nogle af. De smukke sommer-røde bær indgår som en kær gæst på menuen til hotellets havekoncerter ”Global Garden Party”. 

Fra Attrup kommer også den honning som vi bruger på hotellet.  

I lokalområdet har vi hele tre mikrobagerier. Vi har et godt samarbejde med Landsbybageriet Skovsgård, hvor en dygtig faglært bager laver, synes vi, Nordjyllands bedste kransekage. Herfra får vi også tit og ofte vores knækbrød som er bagt på mæsk fra Bugtens Bryghus,